{##}
Vores Naboløs

Læs artikel

Vores Naboløs

Skrevet af Lasse & Joekim - den

NABOLØS ER…?
Vi er en frisørsalon, en concept store, en tatoshop og en webshop... Men vi er også et slags moderne forsamlingshus og bæredygtigt laboratorium. Ja, i er mange ting og det er svært at definere, da en definition ofte begrænser. Vi ønsker dybest set, at skrue ned for farten og give tid og plads til tanker og oplevelser, som skaber mening og inspiration.

SEJT! JEG ER NY I BYEN. HVOR HOLDER I TIL? 
Du finder os nu i Studiestæde 27, København K - i kælderen under Københavns bedste bar The Log Lady.

SIG MIG, HVORFOR DÆLEN HEDDER I NABOLØS?
Vi flyttede i de nye lokaler på Studiestræde i maj 2016. Før det har vi hørt til i gaden Naboløs, en lille sidegade til Strædet i det indre København - dengang hed vi Salon Oops. Med flytningen har vi givet butikken og hele konceptet et ansigtsløft, og i den omgang har vi også ændret navn. Vi har valgt at holde fast i Naboløs som navn for aldrig at glemme hvor vi kommer fra, og for at mindes den proces vi er stolte af at have gennemgået for, at blive hvad vi er i dag.

COOL NOK. MEN HVEM STÅR BAG NABOLØS?
Det gør vi, Joekim Davie Lenny Nielsen og Lasse Flintholm – og vi er partners in crime. Joekim åbnede Salon Oops i 2003, og dengang var det kun ham alene. Siden starten for 13 år siden er biksen vokset og vokset, og til sidst bestod Oops af 6 kreative mennesker, der alle var frisører og tatovører. Det blev for hårdt for Joekim, at køre hele virksomheden og samtidig fokusere på det han elsker: At lave hår.

Samtidig sagde Lasse sit job op som ansvarlig for Distortions gadefester i foråret 2016, og var klar på nye eventyr. Lasse kunne se en masse uudnyttet potentiale i Joekims virksomhed og dem omkring ham, imens et iværksætter gen boblede i Lasses mave.

SÅ JOEKIM FIK LET LOKKET ET JA UD AF LASSE….?
Nej ikke bare sådan lige. Vi havde længe talt løs om, at det kunne være fedt at lave nogle projekter sammen, da vi fagligt supplerer hinanden godt. Joekim er fantastisk til, at få en masse vilde idéer, og Lasse er en strukturet projektleder, med erfarring i at få ting til at ske og idéer til at blive til virkelighed.

OG SÅ OPSTOD DET BARE?
Vi stod begge ved en skillevej i vores liv, og blev efter utallige samtaler enige om, at sammen var vi stærkere. Det samme budskab, som Hillary Clinton troede skulle få hende i Det Hvide Hus: We are Stronger Together. Vi vil dog ikke være præsidenter – i vores tilfælde var det bare ganske rigtigt. 

Vi begyndte at tale om et koncept, der virkede skævt og urealistisk: Hvad nu hvis vi kunne udnyttet lokalet i langt højere grad? Hvad nu hvis vi, udover at være frisør og tatovør, også kunne skabe en lille butik , med produkter af høj kvalitet, der måske havde en god historie, og som var så bæredygtige og naturbaseret som muligt? Og vi samtidige kunne opfylde Lasses brændende ønsker om, ikke at bruge ét år på at planlægge 4 dages fest, men i stedet skabe et kulturelt labaratorium, hvor det var muligt at skabe forskellige mindre typer af events istedet. Vi tog hinanden i hånden, troede på vores idé - og gik i gang.

MINDRE TYPER AF EVENTS? HVAD F**K SKAL DET BETYDE?
Det skal betyde, at vi i bogstaveligste forstand er et kulturelt laboratorium, der er drevet af kreative visioner, hvor ideerne er mange men intet er fastlagt, og alt er muligt. Vi skaber begivenheder og events med ønsket om, at sprede og dele viden samt, at skifte fra livet i overhalingsbanen til et liv i et roligere tempo, med mere balance, flere grin, mere fællesskab - et sted hvor vi samtidig bliver klogere og skaber dialog og dynamik mellem mennesker. Vi ønsker at fejre livet, og få skøre idéer til at blive til virkelighed. Ja Lasse står klar ved roret med events, talks, hygge og hvem ved. Han bider ikke, så hvis du brænder inde med en god idé skal du ikke være bange for at hive fat i ham.

JA DET ER FLOT, MEN DET ER VEL IKKE KUN JER DER ER NABOLØS?
Nope. Langt fra. Uden de 5 andre fantastiske mennesker var vi intet. De er de bedste og mest inspirerende venner, og kun sammen kan Naboløs være.

OG HVEM ER DE FANTASTISKE 5?
Ok, lad os tage dem fra en ende af. Søren Bach er hårartist, hårnørd og en ekstraoridinær frisør: Joekim og Søren har kendt hinanden i snart 20 år og Søren har altid været en stor inspiration og mentor for Joekim - og er virkelig en frisør i en klasse for sig selv. Jon Atli er Naboløs' Hairdoctor og multikunstner. Islandske Jon har en fantastiske energi, og udover at være frisør er han musiker og DJ under navnet Sexy Laser. Jón Atli har arbejdet i salonen de sidste 5 år - siden han flyttede til København fra island. Lasse og Jón Atli kender også hinanden igennem arrangementer under Distortion.

Sommer Hasseldam er på sit 4. og sidste år i mesterlære hos Joekim. Sommer har været i salonen lidt over 3 år og har altid været den største hjælp i salonen og til div shows. Hun er en mønsterelev, og det er hende vi skal leve af når Joekim bliver for gammel til at klippe lige.

I butikkens ene ende sidder tatovørerne Camillo Ocean-Klamer og Ívar Østerby Ævarsson, med humor og glimt i øjet. Ud over at være to kreative mandfolk, er de yderst talentfulde. Camillo startede samtidigt med Jon for ca. 5 år siden, og har haft Ivar som elev i mere end 3 år. De tegner de flotteste tatoveringer og er bevidste om deres streg (virkelig et besøg værd).

HVIS JEG NU HAR SET EN VARER I JERES BUTIK SOM JEG FORTRØD JEG IKKE KØBTE DA JEG KOM HJEM - HVAD GØR JEG SÅ?
Så har vi dælme også fået os en webshop. Tanken er, at butikken er for vores kunder og netværk, og så kan resten af jordens befolkning købe vores produkter på vores webshop. Så spred endelig ordet om den! Så giver vi en krammer og bliver glade.
 

JEG LAVER NOGLE FLOTTE KOPPER I LER! SKAL I IKKE SÆLGE DEM!?
Måske! Hvis du har en god idé til varer i shoppen, som du enten selv sidder og bakser på i de sene timer, eller bare falder over noget du synes passer ind, så skriv til Lasse. 

Hele tanken bag butikken er jo, at den er skabt gennem netværket. Næsten alle varer du finder i butikken er kurateret gennem kunder og netværk.
Vi kommer til at skifte i sortimentet løbende, så hvis du har noget du synes passer ind, så smid Lasse en mail på lasse@nabolos.dk.

KAN JEG RINGE TIL JER, HVIS JEG HAR FLERE SPØRGMÅL.
Selvfølgelig. Vores nummer er 30113031. Men da vi er travle mennesker, er det altid bedst at skrive en mail. Vil du klippes skriver du til booking@nabolos.dk og alle andre henvendelser sender du afsted til hello@nabolos.dk.